8. april 2017
 

Uventet afslutning gav finalesejr til Ib Kragh

 
På årets anden aprillørdag blev det traditionsrige Hammel Autolak Rally Grand Prix afviklet i Munck Asfalts store grusgrav langs hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. Men afslutningen på løbet, der i år blev kørt for 15. gang, blev noget anderledes end tidligere. Finalerunden blev nemlig ikke kørt til ende.

Under den sidste af de to semifinaler kom Jesper Bisted/Arly Larsen, Horsens/Dianalund, ud af kurs i deres nye Ford Fiesta Super 2000, så bilen endte med at nedlægge et metalgelænder. Der var ingen personskade ved uheldet, som foregik udenfor publikumsområderne, men da rallybilen sad fast ovenpå metalgelænderet og ikke umiddelbart kunne fjernes, valgte løbsledelsen at afslutte finalerunden uden at genoptage semifinalen eller afvikle den afsluttende finale.
 


I finalen var der ellers udsigt til en afsluttende duel mellem netop Jesper Bisted/Arly Larsen og Ib Kragh/Freddy Pedersen, Juelsminde/Bjerringbro. Afstanden mellem de to var blevet mindre og mindre dagen igennem, men slutresultatet blev beregnet ud fra de tider, som finalisterne havde opnået i kvartfinalerne. Og her var det Ib Kragh/Freddy Pedersen, som var bedst, idet de havde et forspring på henholdsvis 16 sekunder til Torben Nielsen/Lars Leth Jacobsen, Juelsminde/Horsens, der blot var tre tiendedele hurtigere end Brian Johansen/Tina Andersen, begge Allingåbro.

I den ordinære konkurrence vandt Ib Kragh/Freddy Pedersen den såkaldte firhjulstrækkerdivision foran Jesper Bisted/Arly Larsen, mens sejren i klassen for de hurtigste, tunede tohjulstrukne biler gik til Kenneth Petersen/Finn Richardt, Svinninge/Bjæverskov. Dette makkerpar blev dog udfordret af Marco Gersager/Line Nedergaard, Rødovre/Bjerringbro, som på andenpladsen sluttede mindre end et sekund efter dem.

18-årige Lasse Murmann Sørensen, Hammel, var en af årets debutanter i Hammel Autolak Rally Grand Prix, og han fik en flot debut, da han sammen med Mette Jensen, Hammel, vandt klassen for tunede, tohjulstrukne biler op til 1600 cm3, ligesom han også modtog vandrepokalen for at være arrangementets bedste kører under 25 år.
 
29. marts 2017

Uggelhuse-kører starter i ny bil ved årets Rally Grand Prix



Er der en forårsbebuder i dansk rallysport, er det Hammel Autolak Rally Grand Prixet. Det er nemlig traditionelt årets første store rallyarrangement på dansk grund, og i år er heller ingen undtagelse, når løbet køres lørdag den 8. april i Kongensbro mellem Viborg og Aarhus.

Løbet arrangeres af Randers Auto Sport, og det får også lokal deltagelse. Det er Uggelhuse-mekanikeren Torben Sørensen, der atter engang er start i løbet, men det bliver ikke i den firhjulstrukne Subaru, han har deltaget med i de seneste sæsoner.

„Nu har jeg kørt i Subaruen i fem år og ville gerne prøve noget andet,“ siger Torben Sørensen. ”Bilen havde ikke en sekventiel gearkasse, og det var noget af det, jeg søgte efter ved min nye bil. Jeg har så købt en Renault Clio III af Steen Johansen, og den får jeg min første start med i årets udgave af løbet.“

Hammel Autolak Rally Grand Prix består faktisk af to forskellige dele. Om formiddagen har deltagerne mulighed for at gennemføre en rallytest på vejene mellem Vejerslev og Borre, og fra klokken 12.00 starter det egentligt Rally Grand Prix, der er et rallysprint, som køres i Munck Asfalts store grusgrav langs hovedvej 26. Her skal der afvikles tre indledende heat, inden man finder frem til deltagerne i finalen, som køres klokken 15.00.
 
 
16. marts 2017

Jesper Bisted præsenterer ny firhjulstrækker ved Rally Grand Prix

 
Han er vokset op med rallysporten fra barnsben. Han har været med i dansk rallysport næsten lige siden, at han fik et kørekort. Han har vundet mesterskaber. Men han har aldrig nogensinde kørt løb i en firhjulstrukket rallybil, men det kommer han for første gang til, når årets Hammel Autolak Rally Grand Prix køres ved Kongensbro den 8. april.

”Det bliver vildt spændende,” siger Jesper Bisted fra Oens ved Horsens. I de seneste mange sæsoner har han deltaget i en firhjulstrukket Suzuki Swift Super 1600, men nu hedder det i stedet Ford Fiesta Super 2000.

”Før jul fik jeg solgt min Suzuki, og så gik jeg på jagt efter min nye rallybil. Der er vist ikke den rallykører med respekt for sig selv, der ikke har drømt at køre rally i en firhjulstrækker, som helt fra grunden er bygget til rally. Det har jeg også, så da jeg fandt denne Ford Fiesta Super 2000 i Ungarn, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være nu.”

Den sorte og grønne rallybil er udviklet af M-Sport i England, der i en årrække har stået bag Fords internationale rallyprogram. Den har firhjulstræk, og ude foran ligger der en fircylindret racermotor, som yder op mod 300 hestekræfter.

”Jeg har kun haft lejlighed til en kort prøvetur af bilen, da jeg hentede den i Ungarn, men jeg skal naturligvis have testet den lidt, inden jeg starter med den ved Rally Grand Prixet i Kongensbro,” forklarer Jesper Bisted. ”Jeg starter forsigtigt ud med en rallytest på Fyn og skal også have en test eller to, inden vi møder op på dagen. Det gode ved Rally Grand Prixet er jo, at programmet nu omfatter en rallytest om formiddagen, så vi er rigtig varme, inden vi kaster os ud i selve rallysprintet om eftermiddagen i den store grusgrav.”

 

4. marts 2017

Rally Grand Prix skyder atter en ny sæson i gang

Igennem et årti har Hammel Autolak Rally Grand Prix været lidt af en tradition i den danske rallysport. Det er nemlig ved det store rallysprint i Kongensbro mellem Viborg og Aarhus, at den danske sæson for alvor bliver skudt i gang, og dette års løb bliver heller ingen undtagelse.

”I år kører vi vores Rally Grand Prix den 8. april, altså lørdag før påske,” fortæller Jens Erik Jensen fra Randers Auto Sport, der er sportslig arrangør af løbet.

”For et par år siden valgte vi at kombinere det traditionelle rallysprint med en rallytest, og den tradition fortsætter vi i år. Lørdag fra klokken 9.00 til klokken 11.00 får deltagerne mulighed for at teste materiellet på en hastighedsprøve nord for Vejerslev, så de er godt forberedt inden selve rallysprintet.”

Rallysprintet afvikles i Munck Asfalts store grusgrav, der ligger lige ud til hovedvej 26, og fra toppen af grusgravens mange skrænter får publikum et perfekt udsyn over størstedelen af hastighedsprøven, da meget af den er henlagt til bunden af grusgraven.

”Vi afvikler årets løb efter et meget kompakt program, så der bliver action fra start til slut,” forklarer Jens Erik Jensen.

”Præcist klokken 12.00 sendes deltagerne ud på en præsentationsrunde, og klokken 12.30 kører vi den første af de tre indledende heats. De bliver afviklet hurtigt og effekt med en meget kort pause imellem, så vi kan være klar til at sende de bedste rallykørere afsted i finalerunden klokken 15.30.”

Rallydagen ved Hammel Autolak Rally Grand Prix bliver afsluttet med præmieoverrækkelse klokken 16.00.

 

2. april 2016

Ib Kragh og Freddy Pedersen vandt Rally Grand Prix

 
For fjortende gang blev der kørt AutoPartner Ans Kro Rally Grand Prix i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro mellem Viborg og Århus, og på denne forårsdag blev der budt på masser af god rallysport med en række af Danmarks bedste rallykørere.

Dagens sejrherrer blev Ib Kragh/Freddy Pedersen, Juelsminde/Bjerringbro. Gennem hele dagen var de hurtigst af alle i deres Citroën DS3 R5, og de vandt ikke blot deres klasse i den ordinære konkurrence, men gik også hele vejen i finalerunden med sejre i kvartfinale, semifinale og den afsluttende finale.

Var der ikke den store tvivl om udfaldet af det generelle resultat, så blev der i den grad kæmpet om de efterfølgende placeringer. Og det var en meget tæt kamp mellem tre mandskaber. Jesper Bisted/Arly Larsen, Horsens/Dianalund, Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen, Ølstykke/Egtved, og Jacob Madsen/Line Lykke Jensen, Dianalund/Ølstykke, kæmpede det bedste, de havde lært, og der var tæt kamp. Efter tre heats i den ordinære konkurrence var trioen blot adskilt af 3,3 sekunder!

Det var også de tre mandskaber, som sammen med Ib Kragh/Freddy Pedersen kvalificerede sig til selve finalen, og her blev der også kørt tæt. Da dagen var omme, havde såvel Jesper Bisteds grønne Suzuki Swift Maxi 1600 som Jacob Madsens Opel Adam R2 mindre skrammer efter at have været for tæt på chikaner og banemarkeringer. Det endte med, at Jesper Bisted/Arly Larsen tog andenpladsen finalen foran Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen og Jacob Madsen/Line Lykke Jensen. Sidstnævnte kører modtog i øvrigt vandrepokalen for været blevet bedste kører under 25 år.

AutoPartner Ans Kro Rally Grand Prixet havde et par afbrydelser. Først mødte Benjamin Sørensen/Tom Svanholm, Toksværd/Lundby, en chikane så hårdt, at der bil væltede og løbet kortvarigt måtte afbrydes, mens der blev ryddet op, og senere havde Tom Lindstrøm Petersen/Tage Gejl, Østbirk/Silkeborg, en afkørsel med deres Volvo. Chaufføren blev kortvarigt slået bevidstløs, men blev efterfølgende transporteret til sygehuset for rutinemæssigt check.

 

29. marts 2016

48 mandskaber starter i årets Rally Grand Prix

 Op mod 50 rallybiler kommer til start, når den 14. udgave af det traditionsrige AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix på lørdag finder sted i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro langs hovedvej 26 mellem Århus og Viborg. Her skal de kæmpe om, hvem der er hurtigt, og hvem der tager sejren. Eller rettere sejrene, for deltagerne er delt op i syv forskellige klasser for at sikre en jævnbyrdig konkurrence.

 

Favoritter til at vinde må være Ib Kragh/Freddy Pedersen, Juelsminde/Borre, som starter i en Citroën DS3 R5 med turbomotor og firhjulstræk. For to år siden vandt Ib Kragh netop rallysprintet i grusgraven ved Kongensbro, og han håber på en gentagelse og føler sig godt forberedt. Før påske var han således til start i et hollandsk rally for at varme op.

Ib Kragh starter naturligt nok i klassen for de firhjulstrukne biler, hvor han bl.a. skal møde Torben Sørensen/Henrik Petersen, Randers/Hobro, og Jan Jacobsen/Jan Jønck, Gislinge/Holbæk. Men feltet ved AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix spænder meget vidt.

Specielt to klasser tegner til at blive nervepirrende og spændende.

 

Den såkaldte klasse 5 tæller alle moderne tohjulstrukne rallybiler på over 1600 cm3, og der har været stor interesse for at kæmpe med om pokalerne. Intet mindre end 15 mandskaber har tilmeldt sig klassen, og det er på forhånd svært at pege på klare favoritter. John Frederiksen/Thomas Holm Hansen, Herlufmagle, kunne været et af dem i deres BMW E36 Compact. Kenneth Petersen/Finn Richardt, Svinninge/Bjæverskov, er et andet godt bud. Det samme gælder for Johnny Pedersen/Sina Hildebrandt, Uvelse/Tyskland.

Også klasse 4 for tunede biler op til 1600 cm3 tegner til at blive nervepirrende. Jesper Bisted/Arly Larsen, Horsens/Dianalund, Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen, Stenløse/Egtved, og Jacob Jensen/Claus Kammersgaard, Broby/Grindsted, vil helt klart kæmpe med om klassesejren her, men de vil helt sikkert blive udfordret af Jacob Madsen/Line Lykke Jensen, Dianalund/Stenløse, som tidligere på året blev kåret som årets rallymandskab ved Dansk Motorsport Award.

 
AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix starter lørdag klokken 12.00 med præsentation af deltagerne i Munck Asfalts grusgrav, hvorefter der kæmpes imod stopuret i de efterfølgende godt fire timer. Inden da er det muligt at opleve deltagere ved en rallytest i tidsrummet fra klokken 9.00 til 11.00 på vejene ved Borre og Veggerslev.
 

16. marts 2016

Randers Auto Sport står bag årets første rallysprint

Er der en forårsbebuder indenfor dansk rallysport, er det AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix, og 2016 bliver ingen undtagelse. Lørdag den 2. april står Randers Auto Sport bag den 14. udgave af rallysprintet, der atter får base i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro mellem Viborg og Århus. Her kommer en lang række danske rallymandskaber i hård konkurrence. Mod stopuret, men også mod hinanden i de syv forskellige klasser, som løbet er udskrevet i.

Sidste år valgte Randers Auto Sport at ændre afviklingsformaet for Rally Grand Prixet. Siden starten i 2003 var arrangementet blevet afholdt langfredag, men nu valgte man at afvikle det lørdag efter påske, ligesom man ændrede på programmet.

”I stedet for udelukkende at afvikle et rallysprint delte vi dagen op, så deltagerne om formiddagen kunne være med i en decideret rallytest, mens vi om eftermiddagen kørte selve rallysprintet i grusgraven,” fortæller Jens Erik Jensen, der er løbsleder. ”Det afviklingsformat viste sig at være meget populært, for på den måde fik deltagerne mulighed for at få testet rallybilerne af på vejstykker, som traditionelt indgår i et DM-rally, og det vel at mærke inden sæsonen starter.”

Når rallyfeltet er færdig med at afprøve maskineriet i det åbne land, samles man i Munck Asfalts store grusgrav langs hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. Efter en præsentationsrunde klokken 12.00 går det løs med det første af i alt tre indledende heat, der dels skal afgøre den ordinære konkurrence i de syv forskellige klasser, dels skal finde frem til de 16 rallymandskaber, som går videre til AutoPartner- / Ans Kro-finalen

 

11. april 2015

AutoPartner / Ans Kro Rally GP fik dramatisk afgørelse


 
I strålende forårsvejr blev den 13. udgave af AutoPartner / Ans Kro Rally GP afviklet i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro langs hovedvej 26 mellem Århus og Viborg, og de mange fremmødte rallyfans blev vidne til en dramatisk afgørelse i den afgørende finale.
 
Gennem hele dagen havde Esben Hegelund, Hadsten, været hurtigste mand i sin Ford Fiesta WRC. Han havde vundet ikke blot sin klasse, men også konkurrencen generelt i hvert af de tre indledende heats, der blev kørt. I finalerunden kæmpede han sig via sejre i kvart- og semifinalerne frem til finalen, hvor hans hårdeste modstander var den tidligere seksdobbelte vinder af løbet, Christian Jensen, Ans.

I finalen blev der virkelig givet gas, og der var ikke plads til fejltagelser. Da tiderne tikkede ind, var Esben Hegelund to-og-et-halvt sekund hurtigere end Christian Jensen, men han fik alligevel ikke sejren i AutoPartner / Ans Kro Rally GP. En misforståelse i forbindelse med startproceduren betød, at Esben Hegelund kom for tidligt afsted i starten. En tyvstart blev dekreteret. Ti strafsekunder blev tildelt, og dermed blev Esben Hegelund rykket en plads tilbage i klassementet, mens Christian Jensen i stedet kunne tage sin syvende sejr, mens Michael Broberg, Gjern, blev noteret for tredjepladsen i finalen, selv om han som den eneste af de fire finaledeltagere startede i en bil, der ikke var firhjulstrukket.

Årets AutoPartner / Ans Kro Rally GP havde et af sine største deltagerfelter i arrangementets historie, der denne gang også havde fået tilknyttet et nyt element. Lørdag formiddag havde rallydeltagerne mulighed for at teste materiellet af under en rallytest øst for Tange Sø, og dermed kunne publikum opleve rallykørerne under dels en decideret rallyprøve, dels det traditionelle rallysprint ind og ud mellem grusbunkerne på Munck Asfalts arealer.

Af de over 60 tilmeldte mandskaber var godt en tredjedel med i den såkaldte klasse 2, hvor Jesper Bisted/Arly Larsen, Horsens/Dianalund, kørte sig til en marginal sejr foran Michael Broberg/John Veis, idet de satte de generelt set tre bedste tider. Desværre måtte de under semifinalen udgå med en brækket trækaksel og nåede derfor ikke finalen. I samme klasse blev Jacob Jensen/Maiken Mortensen, Broby/Grindsted, nummer tre, og da dagen var omme, kunne Jacob Jensen modtage pokalen for at blive bedste kører under 25 år.

 

10. april 2015

Spændende topkamp venter

Der er lagt op til en virkelig spændende topkamp ved årets AutoPartner Ans Kro Rally GP, for selv om der er indløbet et sidste-øjebliksafbud fra Ib Kragh grundet sygdom, er der masser af topbiler på startlisten.

 

Den store duel ventes at komme til at stå mellem Christian Jensen, Ans, og Esben Hegelund, Hadsten. Christian Jensen er flerfoldig vinder af løbet i grusgraven, og han stiller til start i den Peugeot 208 T16, som han sidste år triumferede med i 4WD-divisionen. Men Esben Hegelund kommer med meget stærkt og effektivt maskineri, som han vinde med.

Esben Hegelund vender tilbage bag rattet af den Ford Fiesta WRC, som han sidste år startede med ved Danboring Rally Denmark, hvor han tog en andenplads.
 

6. april 2015

Stort felt ved årets AutoPartner / Ans Kro Rally GP

Der bliver masser at kikke på for motorsportsfans i almindelighed og rallyfans i særdeleshed, når Randers Auto Sport og Ans IF på lørdag afholder den 13. udgave af AutoPartner / Ans Kro Rally GP ved Kongensbro mellem Viborg og Århus. Intet mindre end 62 mandskaber fra hele landet har tilmeldt sig arrangementet, der dels vil give publikum masser af oplevelser, dels rallykørerne endnu flere udfordringer end hidtil.

 
Den 11. april starter rallydagen allerede om formiddagen klokken 9.00. Her vil en otte kilometer lang rute blive afspærret til en to timers lang rallytest, hvor rallymandskaberne vil kunne få lejlighed til at teste materiellet af under forhold, som ikke blot minder om en hastighedsprøve til et DM-rally. Det er en rigtig DM-prøve! Ruten fra Borridsø syd for Bjerringbro over Boskov og Borre til Vejerslev vil nemlig sidst på året blive anvendt til årets DM-finale i rally.

Det egentlige AutoPartner / Ans Kro Rally GP bliver skudt i gang klokken 12.00. Det sker i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro tæt op ad hovedvej 26 mellem Viborg og Århus, hvor deltagerne først vil blive præsenteret, inden det går løs med kampen mod stopuret. Alle deltagerne skal ud i tre heats på den krævende rallysprintbane, inden dels klassevinderne, dels deltagerne i finalerunden er fundet. I finalen – som køres 15.30 – vil de 16 mandskaber, som har opnået de bedste heattider i den indledende runde være med, og så skal de ellers kæmpe om, hvem der ved 16.00-tiden får overrakt den store pokal.

Sidste år var det Ib Kragh, Juelsminde, som tog sejren. Han er også med i år – i en helt nybygget Citroën DS3 R5 – men får hård konkurrence fra bl.a. tidligere vindere som Christian Jensen, Ans, og Tage Meldgaard, Ikast, men også fra Esben Hegelund, Hadsten.

De 62 deltagere er fordelt på fem forskellige klasser, der spænder fra en klasse for de mindste biler med få hestekræfter under motorhjelmen til en klasse for historiske rallybiler. Den største klasse bliver den såkaldte klasse 2, hvor 23 mandskaber med typisk 1.600 cm3-biler skal kæmpe om klassesejren.
 
 

 

26. marts 2015

Favrskov-kørere klar til Rally Grand Prix

Umiddelbart efter påske går den danske rallysæson for alvor i gang. Det sker, når den 13. udgave af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix afholdes lørdag den 11. april i området mellem Kongensbro mellem Viborg og Århus, og det bliver et løb, som også får lokal deltagelse.

Med på deltagerlisten er nemlig også deltagere fra Favrskov, og de bliver ganske synlige i feltet, da de begge starter med skriggule. Den ene kører er Jonas Aagaard fra Hammel, der starter med sin Renault Clio RS, og han går efter at gentage det flotte resultat, som han fik i 2013-udgaven af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix. Dengang lykkedes det ham nemlig at vinde sin klasse og blive nummer otte generelt.

Den anden Favrskov-deltager bliver Søren Bøgeskov fra Hadsten, som stiller til start med sin velkendte Volvo 240 Turbo. Til dagligt driver Søren Bøgeskov sit værksted på Skanderborgvej i Hadsten, men når det er weekend eller andre fridage, trækker han sin rallybil ud af garagen, og så bliver der ellers givet gas.

Flere gange har Søren Bøgeskov deltaget i AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix, og han er ude efter revanche. Ved sidste års udgave af løbet var han så uheldig, at han måtte udgå efter to af de fire afviklede heats, og han kom derfor ikke på resultatlisten, men i 2013 lykkedes det ham at køre en tredjeplads hjem i sin klasse, så Volvo-køreren er bestemt konkurrencedygtig.
 
Dette års AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix har et anderledes afviklingsformat end tidligere. Programmet indledes om formiddagen lørdag den 11. april, hvor deltagerne får mulighed for at varme op ved en to timer lang rallytest på en otte kilometer lang hastighedsprøve fra Borridsø over Boskov og Borre til Vejerslev. Når klokken så slår 12, går den egentlige konkurrence så i gang i Munck Asfalts store grusgrav, der ligger langs hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. Her køres der tre indledende heats, som bestemmer, hvem der går videre til den afgørende finale. Vinderen af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix vil blive hyldet klokken 16.00.

 

19. marts 2015

Torben Sørensen: ”Jeg er fast deltager i Rally GP”

For en gangs skyld kommer familien i påsken til at se mere til Torben Sørensen fra Uggelhuse ved Randers. Det har nemlig været en fast tradition, at han ikke har været hjemme langfredag, men i år vil tingene være anderledes.
 
”Jeg er jo fast deltager i Rally Grand Prixet, som bliver kørt i den store grusgrav ved Kongensbro,” fortæller den kronjyske rallykører. ”Hidtil har det været langfredag, at det store løb er blevet afviklet, men i år er datoen blev ændret, så Rally Grand Prixet i stedet bliver kørt lørdag efter påske. Men det ændrer nu ikke på noget for mit vedkommende. Jeg skal stadig være med!”
 
Det bliver i den samme Subaru Impreza som i de to foregående udgaver af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix, at Torben Sørensen starter. Og det er en konstellation, som har kørt gode resultater hjem i Munck Asfalts grusgrav langs hovedvej 26 mellem Århus og Viborg.
 
”Da jeg første gang kørte med Subaruen i 2013, blev det til en tredjeplads i finalen, og sidste år blev jeg firer,” siger Torben Sørensen, der dog ikke er uvant med at komme på podiet efter løbet.

”Ved et af de første Rally Grand Prixer startede jeg med min daværende Peugeot 106. Jeg havde bare trukket den ud af garagen, pudset den af og sat nogle gamle dæk på. Men vi kørte og vi kørte, og det endte med, at jeg blev treer i det sidste røverheat. Det var der ikke mange af de andre, som havde regnet med, og det gav en del snak og mumlen i krogene, for det var ikke alle dem med hurtigere biler, som kunne lide at blive slået af sådan en lille bil.”

Lørdag den 11. april om formiddagen starter deltagerne nemlig med en to timer lang rallytest, hvor de på en otte kilometer lang hastighedsprøve fra Borridsø over Boskov og Borre til Vejerslev kan teste materiellet af, inden det fra middagstid går løs med det egentlige rallysprint i Munck Asfalts grusgrav. Her køres der først tre indledende heats forud for finalen og den afsluttende præmieoverrækkelse, der er planlagt til klokken 16.00.

 

3. marts 2015

Ny format for årets Rally Grand Prix

Rally Grand Prixet ved Kongensbro mellem Viborg og Århus har siden 2003 markeret starten på en ny rallysæson, og sådan kommer det også til at være i år. Men alligevel vil dette års udgave af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix være anderledes end de seneste udgaver.

”Vi har valgt et helt nyt format for årets Rally Grand Prix,” siger løbsleder Jens Erik Jensen fra Randers Auto Sport, der står som arrangør af løbet. ”Dels flytter vi løbet til lørdagen efter påske – den 11. april – dels har vi valgt at ændre på programmet.”
Løbsdatoen har hidtil ligget fast som langfredag, men det er en af de ting, som bliver ændret ved 2015-udgaven.

”Vi har valgt at flytte Rally Grand Prixet til den første lørdag efter påsken ud fra de tilbagemeldinger, vi har fået,” forklarer Jens Erik Jensen. ”Vi har gennem tiden fået mange henvendelser fra folk, som ikke kunne komme til vores tidligere løb, fordi vi kørte det langfredag, hvor de måske var bortrejst. Nu håber vi, at vi kan give alle rallyfans i Midt- og Østjylland en god oplevelse.”

Men det er ikke kun én oplevelse, rallyfans kan få den 11. april. Der bliver to.

”Omdrejningspunktet bliver fortsat vores stores rallysprint i Munck Asfalts store grusgrav langs A26 ved Kongensbro. Her starter vi klokken 12, men tre timer før varmer vi op ude i oplandet med en rallytest,” siger Jens Erik Jensen.

”Rallytesten er en mulighed for, at rallykørerne virkelig kan få prøvet deres materiel af, inden DM-sæsonen starter. Og vel at mærke under krævende forhold. Rallytesten foregår lørdag formiddag fra klokken ni til klokken elleve, hvor vi slipper deltagerne løs på en otte kilometer lang og snoet hastighedsprøve, som har DM-kvalitet. Den blev brugt til et DM-løb i 2011, og den kommer også til at indgå i årets DM-finale i rally til efteråret. Her bliver kørerne udfordret, og så er de varmet op til rallysprintet i grusgraven om eftermiddagen!”



18. april 2014

Ib Kragh blev vinder af årets løb 2014

En ny kører kunne langfredag føje sit navn til listen over vindere af AutoPartner Ans Kro Rally GP – det traditionsrige rallysprint, som Randers Auto Sport og Kjellerup og Omegns Motorklub for 12. år i træk afviklede i Kongensbro mellem Viborg og Århus. Men vinderen af årets løb var kun ny på vinderlisten, for det var en erfaren herre, som vandt. Sejren gik nemlig til den firdobbelte Danmarksmester i rally, Ib Kragh, Juelsminde.

 

”Det er dejligt endeligt at vinde løbet,” siger Ib Kragh, der i finalen var i direkte konkurrence med Christian Jensen, Ans, der seks gange tidligere har stået som sejrherre i løbet.

”Det har jo alle dage været Christians hjemmebane, og han har ført været svær at slå, men i år lykkedes det.”

Det var såvel i den ordinære konkurrence som i den afsluttende finale, at Ib Kragh strøg til tops. I blot et af de fire indledende heats, som indgik i den ordinære konkurrence, var han hurtigst, men her var hans forspring til gengæld så stort, at det kunne kompensere for de meget marginale nederlag, som han måtte indkassere i de to sidste af de indledende heats.

I finalerunden fik Ib Kragh og Christian Jensen arbejdet sig frem gennem ottendedels-, kvart- og semifinalerne til finalen, hvor parret også skulle dyste med Kenneth Kolbe, Slagelse, og Carsten Jensen, Holstebro, om fordelingen af de sidste fire pladser.

Christian Jensen røg i finalen med en semifinaletid på 3.16,858, mens Ib Kragh var blevet noteret for 3.17,371, men i finalen gik det endnu hurtigere, og her blev dagens bedste tider noteret. I sin splinternye Peugeot 208 T16 kørte Christian Jensen 3.14,438, men den tid blev overgået af Ib Kragh, som kunne vinde med 3.12,870. Og bronzekampen var om noget endnu tættere. Carsten Jensen vandt her med små seks tiendedeles forspring til Kenneth Kolbe.

14. april 2014

Forsinket 70 års fødselsdagsgave ved årets løb

Der er mennesker for hvem en rund fødselsdag markerer en milepæl i livet. En milepæl, hvor man stopper op, reflekterer over livet og måske ændrer på vaner eller livsform. Men der er også mennesker, hvor det at passere et rundt årstal ikke har den store betydning. Fordi man har det bedst med det, man nu engang gør.

 

Jørgen Hansen, Fjenneslev, er en person af den sidste afstøbning. Han har kørt race i længere tid end de fleste herhjemme, og han gør det stadig trods sin – kan man roligt sige – høje alder. Søndag kunne han således fejre sin 70 års fødselsdag.

”Jørgen spurgte mig, om det var for sent at melde sig til, men det syntes jeg bestemt ikke, at jeg kunne sige nej til, så i går brugte Jørgen en del af sin runde fødselsdag på at udfylde en anmeldelse, så han kan være med i langfredags løb,” fortæller Jens Erik Jensen, der er løbsleder for AutoPartner Ans Kro Rally GP, som køres i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro mellem Viborg og Århus.

”Det bliver spændende at opleve Gamle Hansen. Og ikke mindst hans bil. Den Porsche 911, han kører i, er virkelig en bil med musik i.”

 

12. april 2014

Spændende duel venter i påsken

Langfredag gælder det den 12. udgave af det klassiske AutoPartner Ans Kro Rally GP. I Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro langs A26 mellem Viborg og Århus sætter en række danske rallykørere hinanden stævne for at kæmpe om de store pokaler.

I år er der lagt op til en særdeles spændende duel. En duel mellem to af Danmarks hurtigste rallykørere. En duel som de to endnu ikke har haft i år. Vi taler om Christian Jensen, Ans, og Ib Kragh, Juelsminde.

”Jeg går og tripper for at få min nye bil klar, og nu håber jeg, at det kommer til at ske i påsken,” siger Christian Jensen, der i år skal deltage med en helt ny Peugeot 208 T16. En bil, som han endnu ikke har kørt en meter med. ”Det bliver spændende at prøve den nye rallybil. Det glæder jeg mig til, men også til at forsvare min førsteplads fra sidste år.”

Nogen ny bil har rivalen Ib Kragh derimod ikke. Han har taget hul på sæson nummer fire med sin Peugeot 207 Super 2000, og han har en klar ambition for sin deltagelse i AutoPartner Ans Kro Rally GP.

”Jeg kommer aldrig for at blive nummer to, men der er nogle gange, hvor man må bøje sig. Vi bruger løbet for at checke bilen. Jeg har ingen problemer i at blive nummer to i Kongensbro, bare jeg får maksimumpoints ved næste DM-løb i Vejen,” siger Ib Kragh, der dog føler, at han har et par trumfkort i ærmet. ”Christian skal have noget fart i kroppen. Det har vi. Vi har kørt to løb, så jeg føler, at vi står stærkt.”

AutoPartner Ans Kro Rally GP finder sted langfredag den 18. april. Løbet starter om formiddagen, hvor de første deltagere sendes afsted i det første heat klokken 11.00, og så er der ellers godt fem timers koncentreret race i grusgraven – blandt andet med en indlagt hillclimb-konkurrence – inden man ved 16-tiden slutter af med præmieoverrækkelse.

 

10. april 2014

Anderledes påskeopgave for MF’er Kristian Pihl Lorentzen

10. april 2014

Anderledes påskeopgave for MF’er Kristian Pihl Lorentzen

Det er normalt trafikspørgsmål, der optager hverdagen for Kristian Pihl Lorentzen, som siden 2005 har været medlem af Folketinget, og selv om han ligesom alle sine andre kolleger holder en velfortjent påskeferie fra opgaverne og arbejdet på Christiansborg, så vil køretøjer alligevel komme til at fylde lidt af påsken for MF’eren fra Ans, der er valgt for Venstre i Viborg Østkredsen.

Kristian Pihl Lorentzen har nemlig sagt ja tak til opgaven med at uddele præmier i forbindelse med årets AutoPartner Ans Kro Rally GP, som finder sted langfredag i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro mellem Viborg og Århus.

AutoPartner Ans Kro Rally GP er det første store rallysprint i denne sæson, og løbet tiltrækker deltagere fra hele landet.

 

27. marts 2014

KOM og RAS fortsætter deres påsketradition

Hver højtid har sin traditioner. Det gælder specielt påsken, men det er ikke kun påskefrokoster og påskeæg, der hører den kommende højtid til. Det gør også den tradition, som Kjellerup og Omegns Motorklub har været med til at skabe.

 

”Siden 2003 har vi sammen med Randers Auto Sport og Ans If været med til at arrangere årets første store rallysprint herhjemme, og i år bliver ingen undtagelse,” siger Kenneth Svendsen fra Kjellerup og Omegns Motorklub.

AutoPartner Ans Kro Rally GP’et har siden starten været afviklet på forskellige datoer, men dog altid den samme dag. Sådan er det også i år, for det bliver atter engang Langfredag, at hestekræfterne bliver sluppet løs i Munck Asfalts store grusgrav langs E26 mellem Viborg og Århus.

”Gennem årene har vi fået udviklet et godt afviklingsformat, som vi har valgt at holde ved,” siger Kenneth Svendsen. ”Vi sender første bil afsted klokken 11.00 til det første af de tre indledende heats, som den ordinære konkurrence udgøres af, og vi afslutter dagen med AutoPartner Ans Kro Finalen, hvor de 40 bedste rallykørere kæmper om champagnen og de tre største pokaler.”

Lidt nyt kommer årets Autopartner Ans Kro Rally GP dog til at byde på.

”Det bliver en helt ny bane, som deltagerne skal gennemkøre i år, så selv om mange af deltagerne har været med flere gange, så skal de ikke regne med at kunne bruge deres erfaring fra tidligere,” siger Kenneth Svendsen.

 

 

12. marts 2014

Mange klassiske biler kan opleves ved årets Rally GP

For rallyentusiaster er AutoPartner Ans Kro Rally GP gået hen og er blevet en tradition. Den har i en årrække markeret den egentlige start på den danske rallysæson, når Randers Auto Sport og Kjellerup og Omegns Motorklub langfredag afvikler det årlige rallysprint med deltagelse af kørere fra hele landet.





 

 

 

Men man behøver ikke kun at være interesseret i moderne rallybiler med turbomotorer og firhjulstræk, for at lægge vejen forbi Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro mellem Århus og Viborg fredag den 18. april. Der bliver nemlig også masser at se på – og opleve – hvis man brænder for biler og køretøjer med en hel del år på bagen.

”De klassiske biler har i de senere år fået en meget central rolle i arrangementet,” fortæller løbsleder Jens Erik Jensen fra Randers Auto Sport. ”Når de indledende heats i rallykonkurrencen er overstået, er det nemlig de historiske rallybiler, som overtager arealet for at afvikle en hillclimb-konkurrence.”

Det er klassiske rallybiler fra perioden fra 1985 og bagud, som deltager i konkurrencen. Fire gange skal de kæmpe mod stopuret for at komme hurtigst muligt op ad de snoede asfaltveje, der går fra bunden til toppen af den store grusgrav.

”Det lyder måske som en let og overkommelig opgave, men det er faktisk noget af en udfordring at udsætte de gamle køretøjer for. Og deres chauffører,” siger Jens Erik Jensen. ”Motorerne skal holdes i ilden og det rigtige gear vælges, for ellers taber man tid eller går måske endda helt i står, når stigningerne skal forceres. Og det koster på stopuret.”

Men deltagerne i hillclimb-konkurrencen er ikke de eneste, som præsenterer deres klassiske køretøjer ved AutoPartner Ans Kro Rally GP. Det gør medlemmerne af den lokale Tange Sø Veteranklub også. Mange af dem kommer til stede langfredag, hvor de udstiller deres spændende klassikere på to og fire hjul.

 

29. marts 2013

Christian Jensen fortsatte traditionen i årets Designa AutoPartner Rally GP

Det var på mange måder et traditionernes løb, da Kjellerup og Omegns Motorklub og Randers Auto Sport afholdt jubilæumsudgaven af Designa AutoPartner Rally GP. Stedet var atter Munck Asfalt A/S’ store grusgrav i Kongensbro mellem Århus og Viborg. Tidspunktet var atter langfredag, og derfor var det atter et løb, hvor påskevejrets luner gav udfordringer for såvel deltagere som de tilskuere, som trodsede blæsten og det periodevise snevejr. De blev belønnet med godt race.

Traditionerne fortsatte også, når det gjaldt slutfacit af løbet, for for sjette gang i løbets historie lykkedes det Christian Jensen, Ans, at tage sejren. I alle fire indledende heats var det den forsvarende Danmarksmester i firhjulstrækkerklassen, der var hurtigst. Sejrsmargenen svingede fra 2,3 til 4,1 sekunder, og dominansen fortsatte i den afsluttende finalerunde, hvor han strøg igennem ottende-, kvart- og semifinalerne, inden han atter sejrede i finalen.

”Jeg havde et lille problem undervejs. Det var i min semifinale, hvor der var en trækaksel på bilen, som pludselig gik løs, så jeg ikke kunne køre med fuld fart,” fortæller Christian Jensen. ”Heldigvis kunne mine mekanikere nå at få rettet problemet inden finalen, som jeg så vandt.”

Her var det de to Subaru Impreza-chauffører Michael Broberg, Gjern, og Torben Sørensen, Randers, der ydede den største modstand, og selv om de ikke kunne slå vanevinderen, så opnåede de dog hver især deres bedste finaleresultater til dato med henholdsvis en anden- og en tredjeplads i Designa AutoPartner Rally GP. Modstanden for Christian Jensen kunne måske godt have været større, hvis ikke mærkefællen Esben Hegelund, Hadsten, var blevet elimineret tidligere, da han kørte en omgang for lidt i kampen om at komme i finalen.

Men som altid var Designa AutoPartner Rally GP et løb, der var leveringsdygtig i flere gedigne overraskelser.

Kenneth Kolbe, Slagelse, blev således en af kørerne, der formåede at holde traditionen ved lige. I sin kraftigt modificerede Peugeot 205 blev han ikke blot bedst placerede chauffør bag rattet af en tohjulstrækker i den indledende konkurrence med en generel femteplads, men han kørte sig også helt frem til en plads blandt de fire bedste i finalen – hvor han dog måtte give fortabt i kampen mod de tre firhjulstrækkere, som havde bedre greb i den fedtede asfalt. Også Anders Rygaard, Korsør, leverede en brav indsats, da han i en Peugeot 106 Kit Car med en af feltets mindste motorer kørte sig til en klassesejr og en generel placering som nummer syv. Den afsluttende finalerunde måtte han dog forlade ufrivilligt, da bilen begyndt at ryge før starten på semifinalen.

27. marts 2013

Frank Nielsen i ny David-mod-Goliath-kamp

Det er ingen hemmelighed, at hestekræfter har en afgørende betydning inden for motorsporten i almindelighed og rallysporten i særdeleshed. Jo mere kraft en rallybil har, des bedre mulighed har dens chauffør for at sikre sig en god tid på hastighedsprøverne og dermed score et topresultat. Men der kan godt skabes flotte resultater med en teknisk set underlegen bil. Det beviste Odders bedste rallykører, Frank Nielsen, da han sidste år kørte sig til en tredjeplads i finalen ved Designa AutoPartner Rally GP foran langt hurtigere biler.

”Men det bliver nok svært at gentage det resultat i år,” siger Frank Nielsen forud for årets udgave af løbet, der køres langfredag i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro mellem Århus og Viborg. Men de aktuelle danske vejrforhold, der mere minder om vinter end om forår, kan måske krone en ny David-mod-Goliath-kamp med succes.

”Hvis vi får samme vejrtype som sidste år, hvor vejene var våde, så tror jeg godt, at jeg kan blande mig i topkampen,” vurderer Frank Nielsen. Han stiller atter op med sin hurtige røde og hvide Citroën C2 R2, men i forhold til sidste år har han forberedt sig ekstra til denne udgave af Designa AutoPartner Rally GP.

”Jeg håber, at jeg er bedre rustet i år, hvor jeg har tilbragt en uge på John Hauglands rallyskole i Norge. Her kørte vi på is og sne, og generelt føler jeg også, at jeg har bedre chancer i min rallybil, når det er på vådt eller fedtet underlag, at vi skal kæmpe.”

Det er ikke kun vejret, som kan forandre sig i løbet af påskedagen. Det kan forholdene også i Munck Asfalts store grusgrav, hvor løbet skal køres, også. For selv om sneen kan være forsvundet på selve løbsdagen, og der ikke kommer mere nedbør fra oven, så kan deltagerne i Designa AutoPartner Rally GP også blive udfordret på andre måder. Løbet, der starter langfredag klokken 10.30 med deltagerpræsentationen og det første af de indledende heats, foregår bl.a. mellem grusbunkerne. Dem bliver der oftest kørt meget tæt på, og derfor er det ikke altid, at underlaget på hastighedsprøven er den samme gennem hele dagen, selv om ruten er den samme.

26. marts 2013

Christian Jensen kan tage sin sjette sejr

Det er ikke et hattrick, Christian Jensen jagter, når han stiller op i jubilæumsudgaven af Designa AutoPartner Rally GP. Rallykøreren fra Ans har allerede scoret tre finalesejre i træk i det rallysprint, som langfredag foregår i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro mellem Viborg og Århus. Men det er ikke de eneste sejre, han er blevet noteret for. Han har faktisk scoret så mange sejre, at han ubetinget kan betegnes som Kongen af Kongensbro.

”Ja, det er foreløbig blevet til fem sejre, og jeg skulle da være et skarn, hvis ikke jeg ville gå efter en sjette sejr,” siger Christian Jensen.

Som regerende mester og hattrickindehaver har han vundet i 2010, 2011 og 2012, men de første sejre i Designa AutoPartner Rally GP kom allerede i de første udgaver af løbet. Det var i 2004 og 2005, at den dengang senere rally-Danmarksmester første gang fik lov til at sprøjte med champagne i påsken.

”Jeg har været med lige fra starten,” husker Christian Jensen. ”Dengang kørte vi en grusprøve på den ene side af landevejen og så en hastighedsprøve på fast underlag omkring asfaltværket.”

”Det var vist allerede året efter, at Rally GP’et blev koncentreret omkring hastighedsprøven på asfalt, og det var et godt skifte. Ikke så meget på grund af underlaget, men mere fordi alting er koncentreret et sted. Fra skrænterne kan publikum det ene øjeblik se os deltagere køre i bunden af grusgraven, og når de så vender sig om, har de nem adgang til servicepladsen, hvor de kan følge klargøringen af rallybilerne.”

Nogle af de biler og rallykørere, som publikum vil kunne opleve ved Designa AutoPartner Rally GP, er ganske hurtige. Christian Jensen vil således langfredag skulle i kamp mod sin teamkammerat Esben Hegelund i en tilsvarende Peugeot 207 Super 2000, men i den hurtigste klasse, som tæller flere firhjulstrækkere, vil man også kunne opleve de tre Subaru Impreza-kørere Michael Broberg, Torben Sørensen og Dan Pedersen samt Claus Nielsen, der kører Mitsubishi.

25. marts 2013

Designa AutoPartner Rally GP bliver ny udfordring for Randers-kører

Langfredag står bl.a. Randers Auto Sport bag jubilæumsudgaven af Designa AutoPartner Rally GP – det traditionelle rallysprint, som foregår i Munck Asfalt A/S’ store grusgrav ved Kongensbro mellem Århus og Viborg. Med på deltagerlisten er også en lang række af Randers Auto Sports aktive medlemmer, og en af dem er Torben Sørensen.

 

Rallykøreren fra Uggelhuse har været mere eller mindre fast inventar i mange af de forrige udgaver af Designa AutoPartner Rally GP, men i år bliver udfordringen lidt anderledes for ham. Umiddelbart efter 2012-udgaven af løbet solgte han nemlig sin trofaste Renault Clio og satte sig i stedet bag rattet af en firhjulstrukket Subaru Impreza.

”Udover at trække på alle fire hjul så adskiller den sig også i forhold til Clioen ved at være lidt større at komme rundt med,” siger Torben Sørensen. ”Men der er trods alt også andre rallykørere, som har kørt stærkt til løbet i Kongensbro med en stor bil, og det håber jeg også på, at jeg kan.”

For medlemmet af Randers Auto Sport bliver Designa AutoPartner Rally GP anden del af en hektisk uge med masser af rallyaktivitet. Seks dage inden løbet har han nemlig været til start i premiereløbet i Danish Rally Championship, og det giver ham den fordel, at han kommer til Kongensbro med fart i kroppen. Og ligeledes er blevet mere dus med den røde rallybil.

”Jeg føler mig tilpas med bilen, og den ligger godt på vejen. Den er stabil og kører godt, men det er stadig en omvæltning for mig,” siger Torben Sørensen. ”Det handler om gearskiftet og den måde, bilen kører på. Min forrige rallybil trak helt nede fra bunden, og så hele vejen op, mens det er anderledes med Subaruen. Den skal lige op og have ladetryk, inden der sker noget, men den må heller ikke få alt for mange omdrejninger.”

12. marts 2013

Designa AutoPartner Rally GP fejrer 10 års jubilæum

Det er 10 års jubilæumsløbet, Kjellerup og Omegns Motorklub og Randers Auto Sport præsenterer, når de to jyske bilsportsklubber den 29. marts afholder årets udgave af Designa AutoPartner Rally GP – sæsonens første store rallybegivenhed på dansk grund.

Det var i 2003, at de to klubber gik sammen med bl.a. Ans IF og Dansk Rally Forening om at skabe en ny tradition indenfor dansk motorsport, og en tradition er det siden blevet.

Langfredag har således været den faste dag for afviklingen, men da der jo er tale om en helligdag, der både kan ligge tidligt og sent på foråret, kan det være meget forskellige forhold, rallyeliten konkurrerer under i Munck Asfalt A/S’ store grusgrav ved Kongensbro langs A26 mellem Viborg og Århus.

”Det, der gør rallysporten og løbet i Kongensbro så fascinerende, er, at man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag det næste sving. Det er det uforudsigelige, som gør rallysporten så spændende,” siger Christian Jensen, Ans. Han har om nogen sat sig meget tydelige præg på løbet, idet han har vundet Designa AutoPartner Rally GP hele fem gange – de sidste tre gange endda i træk.

”Det kan godt være, at jeg har været med i alle årene i Kongensbro, men det har aldrig været det samme løb hvert år. Prøven kan være anderledes. Og det kan underlaget også være, og det er det, der er det fede.”

Allerede om formiddagen åbnes området for publikum, som klokken 10.30 får præsenteret deltagerne i løbet, der en halv time senere går i gang med det første af de tre heats i den indledende konkurrence. Her kæmper rallyeliten i fem forskellige klasser mod stopuret alt efter rallybilernes alder og tuningsgrad, og om eftermiddagen klokken 14.30 går det så løs med den spændende AutoPartner-finale. Her bliver de 40 hurtigste biler sendt af sted i grupper i et kombineret forfølgelses- og udskilningsløb, hvor man skal finde frem til de sidste fire deltagere, som skal i finalen og kæmpe om sejren og den store pokal.

Rallysprint er ikke det eneste, Kjellerup og Omegns Motorklub og Randers Auto Sport, præsenterer langfredag i Kongensbro. Man gentager således sidste års tiltag med et hillclimb for historiske biler, der kæmper om at kunne forcere de stejle opkørsler hurtigst muligt.